For mig er Babettes Gæstebud indbegrebet af fransk kogekunst. Den film har jeg set igen og igen og hver gang fascineres jeg af Babettes insisteren på at introducere sublime madoplevelser og nydelse som dele og ofte sammenhængende dele af livet. Babettes Duer i svøb er ikoniske og for mig fremstår den lille due med hovedet stikkende op af sit baconsvøb som symbolet på fransk kogekunst, når den er bedst. Og derfor har jeg ingen tvivl, da jeg i dag pludseligt ser en slagtermontre i Nice med Babettes duer – dem køber jeg!
Som landsbybeboer er det også dejligt at besøge byen en gang imellem. I dag går turen til Cannes, en af middelhavskystens berømtheder. Og ja, der bugner med smarte biler, forbrug i topgear og bikini-flash. Men friske østers, kølig rosévin og sol på en fortovsrestaurant er det eneste, jeg behøver. Godt placeret ved det solbeskinnede bord, presser jeg den friske citron over et dusin østers på is, nipper af roséen og så er jeg i den syvende himmel. Det er fransk luksus for mig!
Entrevaux er Var-dalens beskytter. En Borgby placeret i midt i Var-floden med et højtliggende citardel på toppen. Her til formiddag entrer vi byens bro over den flod, der helt frem til slutningen af 14-tallet udgør grænsen mellem Savoy (Italien) og Frankrig. Vi slentrer gennem bymidtens små og kunstnerbesatte gader og begiver os derfra opad, opad – etagemeter, efter etagemeter lige lukt mod himlen. Inden vi når himlen, når vi heldigvis det historiske citardel, der giver os lov til at følge Var-flodens løbs kilometer efter kilometer. Vores blik flakker fra den fransk side over til den italiensk og så atter tilbage til den franske side. Og sådan bliver vi stumme og overvældede ved lige så længe og langt som vores øjne rækker.
I dag er vi på besøg i den lokale landsbykirke. Vores borgmester guider og beriger os med viden om St. Petronilla, der dateres helt tilbage til 1200-tallet. Vi ankommer og borgmesteren sætter nøglen i den smukke, egen fabrikerede, kirkedør og han overrasker os ved at byde velkommen til kirkens spritnye mosaikker. Vinduesmosaikker, der kunstnerisk tænkt og sirligt udført fylder kirkerummet med lys i blå, gule, rød og grønne nuancer. Og min beundring af landsbyens kirke, der yndefuldt knejser som en beskytter over byens gyldne tage, stiger til nye højder.
For mig er den gule farve forbundet med glæde, friskhed og positiv tilgang til livet. Sådan kan et træ også optræde, og gør det i dag, da vi besøger nabolandsbyen. Træet jeg taler om er Mimosen, der her i det tidlige forår springer ud med enorme mængder af små gule snebolde tætsiddende i kæmpe klaser, bugnende og tunge. Vi parkerer bilen lige under dette bugnende, gule flor, der tårner sig op i fem meters højde og omdanner bilens farve fra kedelig sort til glad og gul.
Det er onsdag og det er markedsdag. Fra tidlig morgen ruller markedsbilerne stoppet med varer ind på byens p-plads. Luger åbnes op, trækasser proppet med aldeles frisk frugt og grønt sættes på skrå i lange lige rækker. Tøj, sko, blomster, oste og byggevarer i en smuk, farverig buket folder sig ud. Også i dag stimler vi sammen fra nær og fjern, det hele summer og jeg inspireres straks til frokostens Chévre Chaud, en himmels salat med varm gedeost og tyktflydende balsamico. Og vups, der røg der også lige en blomstret sommerkjole i kurven!
I de franske alper er en køretur til det nærliggende supermarked noget ganske særligt. Først går det op af de smalle bjergveje med det ene hårnålesving efter det andet. Og de gyldne sandstensbjerge tårner sig op på min venstre side og bjergtinderne fortoner sig lag på lag på min højre. Himlen er dyb, dyb provenceblå og de små bjerglandsbyer hviler sig fredfyldte som små enklaver i bjergenes overvældende stilhed. Og endnu engang mister jeg mælet over naturens eget skønmaleri, da jeg suges ind gennem den lille bjergtunnel og på bedste kikkertvis ser det hele indrammet af naturens egen billedramme.
Det er forår i Provence og da jeg lister ud på morgenterrassen og byder morgenen velkommen, bombarderes mine øjne med gule, lilla, pink og hvide blomsterflor. Naturen og foråret sender mig den smukkeste invitation til dagens vandring på det, vi kalder vores timian-rute. Ruten bugner af timian spækket med små blomster i lilla og hvid, struttende skulder ved skulder. Og gang på gang kan jeg ikke modstå fristelsen til at plukke en kvist, nuldre den lidt og nyde øjeblikket hvor min lugtesans begejstres.
Selvom hverdagen er fyldt med trappe op og trappe ned i byens mange og tætte trappegader, så kalder et liv med mad og vin i rigelige mængder på ekstra daglig motion. I dag sætter jeg det ene ben foran det andet i løb ud langs den azurblå badeflod. Vejen bugter sig ind gennem bjergene og fører mig efter tre og en halv kilometer til den lille stenvarde, vi langsomt men sikkert bygger op med en ny sten på toppen ved hvert besøg. Derude hører jeg i dag kun provencestilheden, solens stråler og mit eget brusende blod.
Bordet i den lokale cafés hyggelige krog lokker altid. To små sammensatte borde og fire små stole omkranset af store vinduer med kig til petanque-banen, de store platantræer med kroner så store at de næsten rører den dybblå himmel og ikke mindst med kig til byens nyrenoverede kirketårn. Herfra emmer selv en gråvejrsdag som i dag af fortættet fransk landsbyliv – jeg har tabt mit hjerte til den franske landstemning, som på fineste vis er pakket som en anden maggie-terning her fra caféens hyggeligste hjørne.
