Jeg har aldrig helt forstået den specifikke geografiske udbredelse af Provence. Det er også lige meget, for i min optik handler det ikke om geografi. Det handler helt og aldeles om naturen, klimaet, kulturen og stemningen. Provence er selvfølgelig de store kystbyer med havet og de meget hyggelige gamle bydele. En dagstur med byliv og en badetur i det azurblå Middelhav er helt fantastisk. Men i min verden udgør bjergene, baglandet og landsbyerne hjertet af Provence.
Les Alpes Maritimes
For mig er Provence bjerge med ”skægstubbe” med den ene tinde efter den anden. Tinder, der fortoner sig som disede skygger, så langt øjet rækker. Det er den stilhed, som bjergene har i sig og som vi oplever i filmen ”Kilden i Provence”. Bjergene Les Alpes Maritime er sten liggende lag på lag i mange farver med gylden beige og grå som de dominerende, men jeg har også set grøn, terracotta og rødbedefarvede nuancer. De bjerge, der er helt træbeklædte, syner bløde og indbyder til at blive a´et. I bunden af bjergene ligger floderne. Provence har mange floder med krystalklart vand, der om sommeren samler byernes børn og familier til en badetur med hvin og latter i siesta-stunden.
Olivenplantager og vinranker
Provence er lavendel- og solsikkemarker, Ville Fleuries, terrasser med olivenplantager og citrustræer bugnende af citroner og appelsiner. Og så er det rosmarin og timian, som jeg plukker i stenmuren eller på bjergsiden. Friske grøntsager domineret af tomater, squash, løg og forskellige salater dyrkes på de skrå terrasser og udsender sine dufte. Det er selvfølgelig også olivenolie i stride strømme og både grønne og sorte oliven, der plukkes i november og december. Vinmarkerne må vi ikke glemme. Der er ikke så mange af dem i Provence. Det er for varmt til dyrkning i stor skala. Men enhver have eller jordlod i landsbyerne har helt sikkert en vinstok eller fem. Det giver dejlige spisedruer og skygger stemningsfuldt som et tag over terrasserne.
Ro og gang i den på en gang
I Provence og Sydfrankrig skynder man sig langsomt. En frokost tager den tid en frokost tager. Jeg oplever, at man går langsomt. Og i det hele taget giver sig tid. Mest af alt giver sig tid til at indlægge den lille selvforkælelse i hverdagen. Langt de fleste når en Petit Café på byens Café på vej på job. Det at besøge bageren og hente dagens Baguette eller Restaurant, som et flutes af de store hedder, prioriteres. På enhver gåtur, standser du op og taler om vejret med de forbipasserende, for at afslutte med ”Allez” og gå videre. Det er som om alting står stille, samtidig med at der er gang i den.
Traditionelle Provence-retter
Provence er på alle måder mad. Mad er et samtaleemne for både mænd og kvinder. Man snakker altid om mad – på gåturen, på markedet, hos slagteren og på bænken. Morgenmaden gør de ikke noget særligt ud af. Men frokosten og aftensmaden består ofte af tre retter. Til frokost er det selvfølgelig lettere og mere grønsagsbaserede retter, men selve aftensmaden indeholder ofte kød i en Daubé-ret. Jeg oplever, at de traditionelle Provence-retter lever i allerbedste velgående. Opskrifterne er originale og udviklet med basis i det bjergrige, varme og derfor svært dyrkelige klima. Få, men superfriske, smagfuld og velduftende grøntsager dominerer og suppleres med kalv, svin, lam, fjerkræ og kaniner som det mest udbredte. Stort kødkvæg er der ikke plads til på bjergskråningerne og derfor heller ikke i opskrifterne. Provence-køkkenet er langt mere vegetarisk end det danske.
Kun vejret overgår maden som samtaleemne. Vejret er til evig drøftelse. Selvom jeg jo ikke forstår det. Solen skinner fra en skyfri, dyb blå himmel mindst trefjerdedele af året – hvis det kan gøre det. Den skinner næsten altid. Men der kan også være både vinter, frost og meget vind. I baglandet er der ofte en let nattefrost i januar og februar, men stort set ingen sne. Sneen findes i rigelige mængder på de store skisportssteder, der byder på fantastiske pister og masser af sol.
Ekstremt vejr
Lige så ekstrem det er, at solen er på himlen næsten altid, lige så ekstremt kan det være, når Mistralvinden ryger ned gennem Rhoné-dalen og Provenceområdet. Det er oftest om vinteren, det sker. Men når det sker, skal vinduesskodderne lukkes. Der er knald og kraft på vinden. Ikke-lukkede skodder truer med at rive sig løs. Ligesom løse tagsten kommer op at flyve. Der kan gå halve år med tørke, men pludselig melder regnen og torden sig. Når det regner, regner det. Og når det tordner, tordner det. Regnen står i floder ned af trapperne og tordenbagene ekkoer tårnhøjt mellem bjergene. Hele det smukke sceneri udspiller sig i et kvarters tid eller udvikler sig til en dagsforestilling. I dårligt vejr, trækker enhver provencaler ind og gaden affolkes helt og aldeles. Når det hele er overstået, pibler alle ud af husene som fra et andet myrebo – det dårlige vejr skal jo drøftes!