Stik mod forventningen er der bosat mange unge og yngre par med børn her i landsbyen. Og byen har da også sin egen skole til og med 6. klasse. Umiddelbart tror jeg ikke, det er fordi vores by er en særlig undtagelse. Jeg tror nærmere, at det er et resultat af den franske samfundsstruktur. I hvert fald er befolkningen sammensat af unge som midaldrende og gamle. Det hele i en skøn forening. Og der er også en række borgere, som deler deres liv mellem livet her på landet og i byen.
En af udfordringerne som fremmed tilflytter til byer i andre lande, er at få styr på navnene på de forskellige naboer og medborgere. Et godt tip er, at få styr på navnene fra starten, det bliver hurtig for pinligt at skulle spørge, når der er gået for lang tid. Lykkes det ikke, så er navnet på postkassen sidste udvej.
Som i alle andre byer uanset land, er der profiler, der tegner sig tydeligere end andre i gadebilledet. Sådan er det også i vores lille område. De er helt særlige og bidrager på deres egne karakteristiske og charmerende måder til den stemning og det billede, der kendetegner hverdagen her. Og de er så fantastiske, at jeg tillader mig at lave mit eget lille portræt af nogle af dem.
Robert
Det varer længe, inden vi får fat i navnet på Robert. I den første lange tid omtaler vi ham som ham i den grønne T-shirt. Robert har uden at vide det hjulpet os ubeskrivelig meget med integrationen her i den sydfranske bjerglandsby. Han er den første, der giver os kindkys og fortæller, at 2 og 3 kindkys er lige godt. Antallet afhænger af, hvor kysseren oprindeligt kommer fra i landet. Robert er på ingen måde til falds for modens luner. Robert har sin egen helt karakteristiske stil med grøn T-shirt og sandfarvede shorts året rundt. Dog kan han supplere med en vest, hvis temperaturen bliver for lav ved vintertide. Hen er helt igennem et forbillede for vores beklædning, og han lovliggør vores indre lyst til ikke at skulle tænke over dagens beklædning. Det er tilladt for os hver eneste dag at gribe den hvide T-shirt og de blå jeans. Hvor befriende og afslappende.
Robert har også en hund, en lille hvid en af slagsen og så møder vi ham ofte med piben i munden. Altid hyggelig, altid klar til et ophold og en passiar – og altid overbærende omkring vores fumlende sproglige forsøg.
Robert har levet sit liv her i La Roque-en-Provence og kender grundigt til byens og områdets historie. F.eks. fortæller han om forrige århundredes voldsomste regnskyl, der havde en sådan styrke, at byens flod steg til sit højeste nogenside og blev så aggressiv, at byens restaurant, der ligger på flodbredden, ganske enkelt blev revet med og forsvandt ned af floden. Den er heldigvis opbygget igen. Med mellemrum oplever vi den styrke som regnskyl har i Provence. Det er ganske normalt og også fascinerende. Følelsen af at være et med naturen og i sidste ende underlagt dens kræfter, er betagende og bringer en ydmyghed, der fornemmes god.
Robert er yderst gavmild og omfavnende, og han har klart givet os en følelse af at være velkomne i byen. Myterne er jo ellers mange om, at franskmænd er arrogante og afvisende. Det passer simpelthen ikke. Tværtimod oplever vi dem som yderst imødekommende, hjertelige, gavmilde, integrerende og tålmodige. Sådan er Robert også. I forbindelse med tilblivelsen af fransklandliv.dk har han f.eks. bidraget med sit livs samling af postkort og familiens udklipsmappe fyldt med historiske og familiære begivenheder. En helt unik gave, som jeg ikke kan takke nok for.
Vi glæder os oprigtigt over, at vi har mødt Robert og han er kommet ind i vores fransk landliv.
Borgmesteren
Vores Borgmester Joseph Vallet er jordens bedste borgmester, intet mindre. Til trods for at vores by er ganske lille, gør han ufattelig meget for byen og dens udvikling, og han gennemfører det ene store byudviklingsprojekt efter det andet – helt enestående og ubegribeligt. Han har idéerne og så kan han skaffe finansieringen. Dertil kommer, at han altid er parat med en hjælpende hånd, hvis noget skal fikses rundt om i byen.
Joseph Vallet giver os en helt ubeskrivelig modtagelse, da vi første gang ankommer til byen. Det hele begynder med, at vi ikke kan åbne for vandet i huset og derfor må banke på hos borgmesteren og bede om hjælp. Selvfølgelig har han det fornødne værktøj og fikser hurtigt problemet. Han benytter lejligheden til at tilbyde os oprydningshjælp dagen efter fra byens vejmand, hvilket vi takker ja til. Oprydningsopgaven er ærlig talt noget større end vi forestiller os hjemmefra. En ubeskrivelig hjælp, der betyder, at alt hvad der skal smides væk og det er alt fra gamle vinduer til diverse nipsgenstande, det hele i enorme mængder, køres til lossepladsen den efterfølgende dag. I øvrigt også super godt at blive introduceret til lossepladsen, når man står overfor et omfattende renoveringsprojekt.
Hele vejen igennem vores store projekt er borgmesteren en uvurderlig medspiller. Godkendelser, der skal til, når der ændres på husets ydre i en fredet landsby som vores, går lynhurtigt igennem og vi fornemmer hurtigt hans tillid til, at vi kan klare det meget store projekt. I det hele taget hjælper borgmesteren os igennem de officielle instanser.
Han er ikke bare borgmester, han er også en kreativ kunstner, der kan få de kreative idéer og føre dem ud i livet med sine hænder. Han har altid et eller flere projekter i gang, og det kommer byen til gode igen og igen. Han designer og producerer f.eks. den smukkeste og meget enestående dør og arrangerer kunstneriske og betagende mosaikker til byens kirke. I det hele taget får han idéerne til byudviklingsprojekter af både mindre og større kaliber. Et af de helt store projekter er renoveringen og genopstandelsen af byens restaurant, hvis attraktivitet er forbedret med nye gangstier på siden af flodvæggen, der forbinder de badende direkte med restauranten. Et gigantisk projekt med et helt unikt resultat og i den grad et projekt med et stort turistpotentiale, som allerede er ved at folde sig ud.
Og så taler Joseph Vallet fransk med ægte Provence-dialekt. En dialekt, der adskiller sig milevidt fra rigsfransk. Sjovt at opleve, men yderst vanskeligt at forstå. Med tiden lærer vi at forstå principperne i Provence-dialekten, og han hjælper os ved at følge sin farverige kones gode råd om at tale langsomt.
Tusind tak Joseph Vallet for din hjælpsomhed og imødekommende modtagelse.
Ham med stokken
En af nabobyens markante skikkelser er ham, vi kalder ‘Ham med stokken’. En venlighedens mand helt ud til fingerspidserne, der går med en af naturens egne stokke. Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi det er en del af identiteten.
Første gang vi møder hinanden er da jeg skal købe ind hos slagteren for allerførste gang. Jeg forsøger hjælpeløst at bede om laurbær og krydderurter, men mine sproglige færdigheder rækker stort set ingen steder. Alle forsøger at hjælpe og forstå, men umiddelbart uden det store held. Dog forstår jeg, at Ham med stokken beder mig vente, mens han springer ind i bilen og kører væk. Jeg venter et lille stykke tid og ser ham komme tilbage. Ud springer han med en timian i potte, som jeg er sikker på han har hentet på bjerget og puttet i en potte til mig. Det kalder jeg hjælpsomhed!
Smilet er altid stort og øjnene er altid klare og imødekommende. Hans fornemmelse for, hvornår nogle trænger til hjælp er stor. Og eftersigende optræder han som byens mægler, når han fornemmer at noget trænger til at blive drøftet og løst.
En helt igennem stor grad af empati og en særdeles stor evne til at afkode menneskelige forhold. F.eks. er det en stående joke fra ham, at min mands klapvognskørsel med vores første barnebarn ikke levnede blik for andet end hans kæreste, kæreste Frida. Fuldstændig rigtig opfanget og fornemmet allerede ved deres første klapvognstur.
Sådan en personlighed bør være et must i alle byer, men ikke alle kan være lige så heldige som os.
Kokken hos Chez Path
Chez Path, der er navnet på den lokale café, står for ‘Hos Pathrice’. Pathrice og hendes mand ejer caféen og har gjort det i en del år. Pathrice er noget helt særligt. Hun er hjerteligheden selv og som ordsproget siger, går vejen, som i tilfældet her, til kundernes hjerter gennem maden. Intet kan være mere rigtigt. Hun laver de mest fantastiske Provence-retter og smagen vidner om, at de tilberedes med hjertet. Alt smager godt og variationen er stor og afvekslende.
Jeg føler en forbundenhed med Pathrice. Vi er jævnaldrende og jeg føler, vi begge gerne vil lære hinanden bedre at kende. Ofte indtager vi en aperitif hos Chez Path og Pathrice, når dagen går på held. Travlheden er taget af, og der bliver tid til en lille snak. Som så mange andre samtaler her i Sydfrankrig, taler vi ofte om mad. Senest falder snakken på citrusmarmelader og jeg spørger ind til opskrifter og udtrykker, at jeg synes rigtig godt om netop den type marmelader. Og hopla, Pathrice farer over i privaten og er på et splitsekund tilbage med smagsprøver. Det er i sig selv overvældende for os. Men da vi et par dage senere atter er klar til en aperitif på caféen, og der straks vi er installeret havner et glas citron- og et glas appelsinmarmelade på vores bord, overvældes jeg helt og aldeles. Flere glas ved senere besøg følger og jeg mangler faktisk ord og måder at gengælde hjerteligheden på.
Pathrice sørger for mad til byens borgere. Med jævne mellemrum indtager borgerne en Plat du Jour (‘Dagens ret’) og hun sørger også for det, vi kender som mad til de gamle. Hvor svært kan det være? Intet er nemmere end at Pathrice vender bunden i vejret på en dyb tallerken, lægger den ovenpå dagens lækre måltid og derefter farer sendebudet ud af døren med kurs direkte til den medborger, der grundet omstændighederne er nødt til at indtage måltidet derhjemme.
Pathrice emmer af energi, jeg tror hun har et 6. gear. Hun går rask til og når en masse i en fart. Og så er hun stort set altid tilstede i caféens åbningstid, der stort set tæller hele dagen fra 7 morgen til 20 aften. Imponerende, men noget vil også mangle, hvis hun ikke er der.
Slagteren
En fransk slagter skal være og se ud, som vi forestiller os. Omfangsrig, høj stemmeføring, masser af spil i øjnene og rasende udadvendt. Sådan en slagter har vi heldigvis hos os. Alain driver sammen med sin hustru Nadine den lokale slagter på allerbedste vis. De gør mere end det, sammen med den lokale bagerbutik udgør de nerven og centrum af forretningslivet i byen.
Der er altid friske råvarer at købe hos Alain, og det er helt superb. Det største er dog, den oplevelse Alain er mand for at give kunderne, når de besøger butikken. Hele personligheden, der både kan drille og spørge ind til kunderne er indbegrebet af en fransk slagter. Hans stemme og konversation af kunderne kan høres helt ud på gaden og bidrager i den grad til en ekstraordinær fransk stemning.
Det er ikke mærkeligt, at der altid er mange kunder hos Alain – snakken går for fuld skrue. Nogle sidder på de nænsomt placerede stole, andre står og følger med i Alains top professionelle udskæringer og tilberedelse af bestillingerne. Der er altid en historie at tage med hjem fra et besøg hos slagteren. En af de sjoveste er, da jeg bestiller en hane til Coq au Vin og Alain skjult af døren ind til kølerummet, stikker sin arm ud holdende en kleppert af en hane på hele 6 kg i halsen og råbende og drillende udbryder ”La Coque”. Hoved, kam, hale og sågar nogle resterende fjer og indvolde er stadig på hanen. En kleppert, der klart udfordrer størrelsen på mine gryder og mine parteringsevner. Hjælpen er nær og Alain får styr på hanens indvolde og parterer det hele i passende stykker. Alt i alt mere end 20 minutters arbejde, som hele hoben af kunder følger nøje med i. Vel hjemme igen finder jeg min allerstørste gryde frem og ender ud med min bedste Coq au Vin nogensinde. Heldigvis er der mad til mange mennesker i flere dage.
Den type oplevelser er indbegrebet af fransk landliv, hvor Alain yder et kolossalt bidrag til det, der betyder allermest her i Sydfrankrig, nemlig at købe, tilberede, spise og ikke mindst tale om god mad. Og han krydrer det hele med sin charme, snak, drilleri og enorme udadvendthed. Alain, vi takker dig hver eneste aften, når vi hører dig give Mercedes’en fuld pedal på din vej hjem over.
Den udødelige ældgamle mand
Franskmænd bliver rigtig gamle her i Provence. Jeg tror maden, solen, trapperne og de stejle stigninger og så selvfølgelig et roligt liv gør hele forskellen. Ved siden af alle børnene, de yngre og unge borgere, lever de gamle og også de meget gamle borgere. Der er bestemt flere af dem, men særligt en skiller sig ud. Første gang vi møder ham den ældgamle, står den tynde brune og vejrbidte krop, den lidt slæbende gang og det begrænsede tandsæt meget ud fra mængden. Vi tænker, at han må være mere end 90 og nok også nærmere de 100. Vi fascineres dybt og ser ham igen og igen og ser også, hvordan han dagligt bestiger de stejle veje op mod sin bolig med hænderne fulde af indkøbsposer. Wauw!
Hver gang vi møder ham første gang ved vores ophold hernede, nævner vi altid for hinanden, at vi har mødt ham og at han heldigvis stadig lever. Nu, er der gået hele 9 år og han ligner sig selv og er her stadig. Så det med næsten 100 passer nok ikke, eller så gør det og han er bare en af de seje franskmænd, der er tæt på udødelige. En dag får min nysgerrighed overtaget og jeg spørger Pathrice på den lokale café om hans alder. Den sjove historie er, at ingen ej heller ham selv kender hans rigtige alder. Dåbsattesten siger noget i retning af 84, men det tror ingen på. Og der gættes på at dåbsattesten i forbindelse med 2. verdenskrig er bortkommet i forvirringen og genudstedt med en forkert fødselsdato. Men hvem ved, måske har dåbsattest ret og så er der for en mand med hans beskaffenhed dejligt mange år tilbage endnu.
