Jeg føler, jeg er en kvinde i min bedste alder. Forkælet af en utrolig dejlig familie med mand og børn, der dagligt beriger mit liv og gør det trygt, spændende og udfordrende. Dertil er jeg forkælet af en spændende erhvervskarriere med ledelsesjob indenfor en række kendte retailbrands og nu selvstændig virksomhedsrådgiver. Kort sagt, så har jeg og har altid haft fuld fart på ambitionerne på jobfronten, men også i privatlivet. Jeg vil altid mere og har altid nye idéer, der skal afprøves. Og heldigvis er min mand og jeg begge smæk forelskede i det franske landliv. Vi brænder for den franske livsstil, natur og livsindstilling, og tilbringer derfor livet og hverdagen både i Danmark og Frankrig. Jeg er så begejstret for livet i Sydfrankrig og Provence, at jeg har besluttet mig for at åbne min franske dør og invitere indenfor i mit franske landliv. Bienvenue!
Indretning og iscenesættelse
Mit ungdomsværelse står klart og tydeligt for mig. Mørke brune vægge, gult loft og gule hylder. Karlekammerseng med sengetæppe af hjemmestrikkede klude. Hjemmesyede foldegardiner. En stor grøftekantsbuket i en af de store brune lerkrukker på gulvet. Hyggeligt, stemningsfuldt og iscenesat. I studietiden er jeg heldig at bo sammen med en gruppe mennesker, der også er fascineret at indretning og iscenesættelse. Drengene er endda DIY-typerne, og vi istandsætter hele to huse sammen – en gammel skole og stuehuset til en stor proprietærgård. Begge dele med et virkelig godt resultat. Idéerne bobler, modet til at gå ombord i det selv og vedholdenheden til at fuldende projekterne er der. Vi mærker, at bolig-idéer bliver til virkelighed med få midler. De erfaringer har vi nydt at udfolde i vores sydfranske boligprojekt.
Lyst til at skabe
Når jeg tænker mig om, så er lysten til at skabe en rød tråd i mit liv. Som barn er jeg konstant beskæftiget med alle mulige former for håndarbejde – lysstøbning, batikfarvning, strikketøj og syning præger min fritid. Jeg er ikke bange for de store projekter. Det er blevet til utallige vamsede strikketrøjer og jeg topper med at sy al børnetøjet til vores første barn incl. flyverdragter med pelskant og den slags. Da jeg siger goddag til mit første job ebber håndarbejdet ud, men kun for at genopstå i lys lue i indretningen af vores drømmebolig i Provence. Symaskinen snurrer med alt fra havehynder til forhæng. Og jeg har fuld fokus på at vælge franske tekstiler og skabe original fransk indretning i husets indretning.

Kreativitet i køkkenet
I årene med karrierefokus opbygger jeg en stor interesse for madlavning. Jeg er nysgerrig, får altid kogebøger til fødselsdag og jul. Kogebogslæsning er en af mine yndlingsbeskæftigelser – ikke blot billederne, men allermest ingredienslisten og opskriftsteksten. Der er liv i køkkenet og der er altid behagelige lænestole, så snakken og madlavningen kan foregå i skøn forening. Jeg er nysgerrig. Afprøver nye ingredienser, tester et hav af opskrifter og lærer mine børn at al madlavning handler om råvarer og tilsmagning. Min bedste kogebog er ”Smag på Provence” af Lars Boesgaard. Jeg afprøver stort set alle opskrifter og udnævner det franske landkøkken til mit favoritkøkken. Og fascineres af, hvad der kan kreeres af velsmag ud fra få, friske råvarer kombineret med vin, rosmarin, timian og oliven.