Jeg tør ikke tro det og kniber mig i armen. Vi er husejere i Provence! Mit yndlingsområde i Frankrig, ovenikøbet i en Nationalpark i Les Alpes Martimes med bjergtinder så langt øjet rækker og en underskøn, azurblå badeflod i forhaven. Hvordan kan det være rigtigt? Men det er det og jeg vælger at tro, at det handler om, at heldet opsøger den myreflittige. I hvert fald har det krævet myreflid, at istandsætte og forvandle vores 200 m2’s projektkøb til en bolig, som jeg aldrig har troet skulle blive virkelighed for mig. Kære skæbne, jeg takker ydmygt!
Vores bedste impulskøb
Vi holder mange ferier i Europa, og hver gang får vi gode oplevelser. Det bliver dog mere og mere Frankrig vi drager til, da vi virkelig godt kan lide madkulturen, stenhusene og naturen med bjerge, azurblåt vand, vinmarker og oliventræer i hobetal. Og da et par i vores familie springer ud i at købe en projektejendom i baglandet til Nice, får vi blod på tanden. Vi besøger parret flere gange og følger med i deres projekt. Noget tilsvarende må vi også prøve, men det skal vente til opsparingen er bedre. Vi leger dog med ilden og får ad snørklede omveje kontakt til en lokal ejendomsmægler, der introducerer os til fire huse. Natten over trænger det ene af husene sig ind i vores hjerter. Det er økonomisk overkommeligt. Beliggenheden i en bjerglandsby i Alpes Maritime nord for Nice klos op af Sydfrankrigs reneste flod er magisk, og der er mange indretningsmuligheder. Vi kan ikke lade være og afgiver næste morgen købstilbud. En del jura og besøg hos Notaren venter, men tre måneder senere er vi husejere i Provence.
En uforglemmelig uge
Huset er et dødsbo og vi køber det fuldt møbleret. Meget er dog nedpakket, og den ene skat efter den anden kommer til syne. Hvide tallerkner med guldkant, gammelt kinesisk porcelæn, nodestativer, franske lamper, de fineste skåle, gryder, potter og pander, hvide duge og kaffekværne er nogle af overraskelserne. Da vi samler, hvad vi tror, er gammelt træ til afbrænding, viser et romantisk spisebord og den fineste buffet sig. Det vil ingen ende tage. Syv dage med solid rengøring og oprydning krydres konstant med nye fund. Fund, som vi gemmer og faktisk vælger at bygge indretningen af huset op omkring og som bidrager max. til den franske stemning.
Renovering der beriger vores liv
Huset skal renoveres. Alle de grundlæggende ting som tag, etageadskillelse og fundament er helt okay, men ellers er det forfra med gulve, vægge og varme. Vi vil have gulvvarme og tæller mere end 40 forskellige gulvfliser i huset, så det er nemt at beslutte os for at lægge nye gulve. Vi laver nyt køkken, der bliver husets hjerte. Og badeværelserne renoverer vi med messing, gamle franske kommoder og spejle. Min mand og far er DIY-mænd og derfor gennemfører vi renoveringen selv i vores ferie. Det vilde er, at selvom det trækker på fysikken og strækker sig over en del år, så er vores renoveringsferier helt særlige. Glæden ved at se alt det nyrenoverede og den fransk stemning titte frem er overvældende. Det er år, hvor vi konstant glæder os til næste ferie. Og hvor tiden i Danmark går med at gå på loppemarkeder og dba.dk, hvor vi køber genbrug med den helt rigtige franske stemning. Hold fast, hvor er bilen proppet, når vi stikker næsen mod syd.
En del af lokalsamfundet
Det fine ved at købe og renovere et hus i en landsby er, at vi ikke undgår at komme i kontakt med lokalbefolkningen. I vores landsby er vi de eneste udlændinge, og naboen fraråder os da også at købe huset. Han er nok lidt bekymret for en trend med udenlandske beboere i landsbyen. Men det er vi længe ovre. Vi taler fint sammen i dag og han er taknemmelig for at vi bidrager til livet i byen og har givet ham en kønnere udsigt. Vi har kun lært fransk i Gymnasiet, men vi beslutter at finde det frem og uanset pinligheden, så taler vi kun fransk i byen. Det er en god idé. Vi lærer selv hurtigere og vi anerkendes for at prøve. Men det er ikke en forudsætning. Min far, der hjælper med renoveringen, men ikke kan et ord fransk, bliver hurtigt en kendt og anerkendt mand i byen. Vi oplever overordentlig stor imødekommenhed og hjælpsomhed i byen. Vi er til Aperitif den ene gang efter den anden og alle er klar til at hjælpe. Alle hilser og vi får både de korte vanlige, men også de dybere snakke med byens indbyggere.
Hverdag på landet
Renoveringen er tæt på færdig og resultatet overgår langt vores oprindelige fantasi. Vi er faldet helt til i byen og begynder nu at opsøge det hav af oplevelser, som en almindelig ferieturist ikke har mulighed for at se. Kontakten til lokalbefolkningen giver os viden om de steder og begivenheder, som franskmændene normalt gemmer til sig selv. Det rummer alt fra klassiske koncerter i den lokale kirke til olivenplukning og badning i naturens egne swimmingpools. Ellers er vi blot en del af byens hverdag, hvor vi og hele oplandet f.eks. om onsdagen stimler sammen på byens marked. Vi besøger ofte den lokale Tabac Bar, hvor vi får en snak, nyder en frokost, en Café Creme eller drikker dagens Aperitif. Alene solen kan bære en hverdag. For det første er den der næsten altid, og for det andet er den varm – også om vinteren. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at frokosten kan nydes på terrassen hele året rundt. Mange eftermiddage går med simrer-retter på komfuret. Og aftenen går altid med vin, mad og snak. Når vi besøger de gemte gourmet-perler i bjergene, er det selvfølgelig helt særligt.
