Vores landsby, der hedder La Roque-en-Provence er lille bitte og ligger cirka 40 kilometer nord for Nice. Der er 70 indbyggere, men byen ligger klos op af nabobyen Roquesteron, der har godt 500 indbyggere. De to byer er kun adskilt af floden L´Esteron, men oprindeligt har de hørt til hvert sit ”land” med Roquesteron som den italienske/Savoy-delen og La Roque-en-Provence som den franske del. Midt på broen over floden markeres den oprindelige landegrænse fra 1760 med en stor sten med den franske lilje på ”vores” side og savoy-symbolet på ”deres” side. De to byer har hver sin borgmester og borgerne sameksisterer supergodt og mener bestemt ikke, at de rivaliserer. I mine øjne gør de nu lidt. Begge byer drives af et sundt ønske om at holde udviklingen lidt bedre i gang end hos nabobyen, og det lykkes.
Byprojekter
Det er utroligt, hvor meget der er sket bare i vores lille by de seneste 6-8 år. Vores Borgmester Monsieur La Mairie er god til at identificere og ikke mindst skaffe den økonomiske støtte til det ene anlægs- og renoveringsprojekt efter det andet. Det smitter jo af på borgerne, der animeres til at renovere boliger, facader, male skodder og i det hele taget sørge for orden. Der er altid noget i gang og byen bliver kønnere og udstyret med flere muligheder år efter år. Senest er anlægget omkring floden renoveret med ny restaurant og forbedring af bademulighederne. Og vi kan se, at antallet af primært franske turister og indbygger øges støt og roligt.
Bynavnet
Byen er ældgammel og arkæologiske fund daterer den helt tilbage til Bronzealderen. Bynavnet er skifte flere gang undervejs, senest Roquesteron-Grasse, som den hedder, da vi flytter ind. Efter sigende kører for mange forkert og ender i parfumebyen Grasse, hvorfor byrådet beslutter at ansøge den franske præsident Francois Hollande om navneændring til La Roque-en-Provence (Klippen i Provence) og får det 16.11.2015. Helt ærlig tror jeg også, der er en glæde ved et nyt navn, som adskiller sig mere fra søsterbyens. Men begrundelsen om GLS, DHL og turister, der havner i Grasse, er da meget sød.
Kirken som beskytter
Det er en lille klump, vi bor i. Alle huse er klynget sammen kun adskilt af brostensbelagte trapper op og ned. Etagerne forvikler sig ud og ind mellem de forskellige ejere (proprieters). Det er i øvrigt klart et opmærksomhedspunkt ved hushandler. Matriklerne er tredimensionelle og kræver opmærksomhed på kvadratmetrene både vertikalt og horisontalt. Set ovenfra består byen af sandfarvede hustage lagt som munken og nonnen.
Dét syn får vi fra byens fredede kirke St. Petronilla, der ligger højt ovenfor vores hus. En kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet og sandsynligvis er bygget ovenpå et tidligere kloster. Kirken er smukt renoveret med en tung og smuk indgangsdør skabt af vores kunstnerisk anlagte borgmester. Den dør går vi igennem, når vi deltager i messen forud for den årlige byfest. Døren åbnes også ved forskellige musikarrangementer, men også til begravelser. Selvom en del af byens huse bebos af weekend- og feriebeboere kan vi se, at de vælger byens kirkegård som deres sidste hvile. Det forstår jeg godt med den udsigt! Kirken er smukt belyst om aftenen og troner beskyttende over byen. Historien er ellers fæl, da det forlyder, at kirken engang har dannet rammen om og været vidner til henrettelse af den fulde befolkning i byen. Den form for krigsførelse var vist populær på et tidspunkt.
Stemningen
Det tager tid, at gå tur i vores by. Selvom en gåtur kan gøres på et kvarter, så afsæt mindst en halv time. Du møder altid en eller flere, der standser op og kysser på både den ene og den anden kind. Jeg skal lige vænne mig til alt kysseriet, men det virker ægte og vidner om accept af os turister. Naboerne driller os og udbryder; ”Ahhh, les touriste!!!!”. Imødekommenhed, venlighed og hjælpsomhed er det vi møder den ene dag efter den anden. Og sådan er det fra dag et.
Det er underligt at beskrive stemningen. Den er uhåndgribelig, men allestedsnærværende. Det er stille morgenstund krydret med varmedis og stillestående varme i middagsstunden. Blomster i et utal af farver, der strutter af livsglæde op mod himlens dybe, mættede blå farve. Det er kasser af frugter og grøntsager, der bæres hjem fra markedet samtidig med at cikaderne hvæsser deres vinger i en mediterende summen. Byens ”viking”, der er iklædt shorts og t-shirt året rundt, bakker på sin pibe, lufter hund og kigger efter brugbar genbrug ved affaldspladsen. Vandfontænernes sagte rendende vand bidrager også til stemningen.
Sanserne stimuleres konstant i landsbylivet. Om eftermiddagen sender kvinderne i køkkenerne liflig madduft ud i byens gader. Der skramles med porcelæn og bestik. Hvis ikke du hører hyggelig fransk tale på trappen udenfor, ja så hører du flodens beroligende brusen og børnenes badehvin. I skumringen er der møde på bænken, som vi siger. Byens indbyggere drøfter vejret, aktuelle begivenheder og helt sikkert dagens måltider. Alle ved alt! Og det er på mange måder mega hyggeligt og trygt, at det er sådan.
Badeby i nationalpark
Landsbyen ligger i Parc National Alpes-Maritimes, der er næsten syv hundrede kvadratkilometer og en af Frankrigs ti nationalparker. Der er ingen tvivl om, at naturen er status’en som nationalpark værdig. Den viser sig fra sin smukkeste side med den krystalklare, azurblå flod, der glimter som sølv i solen og skærer sig ned gennem landskabet, flankeret af høje træbeklæde bjerge til alle sider. En magisk flod, der både har sandbund, stensletter og bedst af alt hvide ”strandbredde”. En flod, der med sine plus tyve grader i sommermånederne, er et magisk samlingssted for byens borgere og lokale turister.
