Frugt og andesymfoni – Andebryst spises hele året rundt i Sydfrankrig og er f.eks. helt fantastisk i salat. Kombinationen af stegt andebryst i skiver og en frugtbaseret salat krydret med frisk ingefær og appelsindressing er en unik smagskombination. Bon appétit!

Frugt og andesymfoni

4 personer

Ingredienser

Andesalat

  • 2 stk andebryst
  • 2 romaniesalathoveder
  • 2 avocadoer
  • 100 g friske blåbær
  • 100 g friske hindbær
  • 2 stængler bladselleri
  • ½ agurk
  • 4 forårsløg
  • 2 økologiske appelsiner
  • 3 x 4 cm frisk ingefær
  • 12 friske mynteblade

Dressing

  • 1 dl olivenolie
  • 5 tsk appelsinmarmelade
  • ½ dl appelsinsaft
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Andebryst gnides med rigelige mængder salt og peber. Steges ved 200 grader i fad med lidt vand i bunden til en kernetemperatur på 60 grader. Grill evt. til sidst for at få skindet sprødt. Lad andebrysterne hvile 10–15 min. og skær derpå skiver på ca. ½ cm.

Salat skylles, tørres, rives groft og fordeles ud på et stort rundt serveringsfad. Avocado skæres i tern, bladselleri plus forårsløg i skråtskårne skiver og agurk i stave. Det hele fordeles over salaten.

Inden appelsinerne skæres i halve skiver rives og fordeles skallen hen over grøntsagerne. Læg de halve appelsinskiver ud over grøntsagerne og riv den friske ingefær hen over. Andeskiver fordeles ovenpå appelsinen og det hele pyntes med blåbær, hindbær og fintskårne mynteblade.

Olivenolie, appelsinmarmelade og appelsinsaft piskes sammen med en gaffel og smages til med salt og peber. Hæld marinaden ud over andesalaten og placér den store farvestrålende salatret midt på bordet.

Spis evt. frisk baguette som tilbehør til salaten.